Næste stop: Nattog gennem Danmark

Politiken
quote

Faktum er, at der bliver tale om et gensidigt samarbejde. Det er ikke en opgave, vi skal løfte alene-

26. maj 2020

Af BENNY ENGELBRECHT (S), ANDREAS STEENBERG (R), ANNE VALENTINA BERTHELSEN (SF), HENNING HYLLESTED (EL) OG TORSTEN GEJL (ALT.)
Transportminister og transportordførere

VI HAR EN FÆLLES vision om et Danmark, hvor den kollektive trafik igen bliver et attraktivt transporttilbud til danskerne, og hvor den kollektive trafik igen skal være en naturlig mulighed, hvis man ønsker at rejse udenlands. Nattoget er en velkendt rejseform, som lever i bedste velgående i flere lande. Bare ikke i Danmark.

For mange herhjemme vil nattoget nemlig være en saga blot. Et levn fra Agatha Christie-tiden eller et minde om Interrail-ture gennem Østeuropa, før Berlinmuren faldt. Noget, man kørte i til København, før Storebæltsbroen kom - et tog, man i dag tager sine børnebørn med på Jernbanemuseet for at få et glimt af i efterårsferien. Sådan skal det ikke være.

Nattoget giver dig nemlig ikke alene mulighed for at rejse langt, krydse grænser og få nye rejseoplevelser. Det giver dig også mulighed for at rejse om natten og dermed optimere din rejsetid, så du har dine vågne timer til, ja, at opleve det nye land. Desuden er nattoget et miljøvenligt alternativ til bilen og flyet, som i dag er de muligheder, vi har herhjemme, når vi skal rejse langt. Det er en meget vigtig pointe: Nattoget kan bidrage til at reducere vores CO2-udslip og dermed styrke vores miljø-og klimaindsats, som vi også på transportområdet skal finde gode løsninger på.

Det var derfor kærkomment, da Trafikverket i Sverige for nylig offentliggjorde sin endelige rapport om nattog mellem Sverige og det europæiske fastland. Trafikverket fastslår nemlig, at daglige nattog fra Sverige via Danmark til Tyskland er en realistisk mulighed inden for de næste par år. Ja, det kan være, at nattoget endda kan komme til at køre helt til Bruxelles.

Meget tyder på, at vi kan få stop i København, Odense og Kolding, og det vil give mange flere danskere mulighed for at benytte sig af nattoget. Den mulighed skal vi gribe. Vi er derfor nu i gang med at drøfte, hvordan vi kan etablere nattogstrafikken i Danmark ud fra Trafikverkets anbefalinger.

Der er dog én ting, vi allerede nu kan slå fast: Det er en forudsætning, at vi samarbejder med såvel Sverige som vores naboer mod syd, hvis nattoget skal blive en realitet i Danmark. Vi kan stille vores skinner til rådighed for de svenske tog, som så til gengæld stopper på knudepunkterne i Jylland, på Fyn og i hovedstaden.

Vi kan også spæde til eller hjælpe nattoget på vej ved at sørge for bedre forbindelser til de tre stationer, hvor nattoget vil stoppe, men faktum er, at der bliver tale om et gensidigt samarbejde. Det er ikke en opgave, vi skal løfte alene.

Der er stadig ubekendte faktorer i ligningen; ikke mindst i forhold til de juridiske regler, der er forbundet med organiseringen af indkøbet af nattogsdriften.

Når det er sagt, så har vi så småt indledt de politiske forhandlinger, og de fortsætter i den kommende tid. Vi er nemlig enige om, at det ikke skal vare længe, før vi også lige skal huske tandbørsten, når vi stiger på toget i Danmark.