Hvis du transporterer gods på vejen

Oftest stillede spørgsmål og svar fra Transport- og Boligministeriet om transport af gods under covid-19 pandemien.

Lastbil ved grænsen i Padborg
foto: René Strandbygaard

24. september 2020

De danske myndigheder lægger stor vægt på at opretholde og ikke forsinke de nødvendige forsyningskæder samt Danmarks import og eksport af varer fra og til udlandet. Der vil derfor som udgangspunkt ikke blive gennemført kontrol af godstransport ved de danske grænser, da den betragtes som et anerkendelsesværdigt formål for indrejse i Danmark.

Råd og opfordringer til dig, der transporterer gods på vejen

1. Eksportchauffører kan fortsat udføre deres arbejde i udlandet

Da eksportchauffører varetager en kritisk funktion med at opretholde forsyningskæderne, er det vigtigt, at de fortsat udfører denne opgave. Det gælder også, hvis chauffører i forbindelse med deres arbejde opholder sig uden for Danmark.

Myndighedernes generelle opfordring til danskere om at holde sig hjemme i 14 dage, når de returnerer fra en udlandsrejse, foretaget i et af Udenrigsministeriet orange områder, gælder ikke for arbejdstagere såsom eksportchaufføren, der som en del af sit jobvirke udfører en kritisk funktion med relativ lav risiko for smitte i sit arbejde.

2. Godstransport er et ”anerkendelsesværdigt formål” for indrejse i Danmark

Chauffører, der leverer varer til eller fra Danmark, vil kunne krydse grænsen, også selv om der igen skulle blive indført midlertidig grænsekontrol. De danske myndigheders grænsekontrol tilrettelægges med udgangspunkt i, at godstransporten ikke forsinker de nødvendige forsyningskæder og Danmarks import og eksport.

3. Dokumentationskrav for at komme ind i Danmark

Danske statsborgere – herunder chauffører på vej hjem - kan altid komme ind i landet. Udenlandske chauffører, der fragter gods til Danmark, vil med fremvisning af de almindeligt påkrævede transportdokumenter, såsom fragtbrev, kunne godtgøre det anerkendelsesværdige formål med indrejsen.

4. Udenlandske chauffører ansat i en dansk virksomhed

Udenlandske chauffører, der er ansat i Danmark, og som skal ind i landet for derfra at udføre deres arbejde, vil skulle godtgøre det anerkendelsesværdige formål. Det kan fx ske ved at fremvise legitimation, sygesikringsbevis, ansættelsesbevis, lønseddel, arbejdskontrakt hos den danske arbejdsgiver, stort kørekort eller chaufførbevis.