Rejsende til Bornholm skal over Køge eller med fly efter svensk grænselukning

Efter den svenske lukning af grænsen, der gælder fra midnat, kan rejsende til og fra Bornholm ikke komme via Rønne-Ystad. Få undtagelser herunder gods

Færgen Hammershus, der sejler til Bornholm.
Foto: Bornholmslinjen

21. december 2020

Der bliver sat ekstra færger og fly ind til Bornholm, så de danskere, der skal til og fra øen, kan komme det – også efter at svenskerne i dag har besluttet at lukke grænsen.

Lukningen af den svenske grænse gælder fra midnat og betyder, at det ikke længere er muligt at tage turen gennem Sverige og benytte færgen mellem Rønne og Ystad som privat passager.

- Det er en meget alvorlig situation for Bornholm, og en dramatisk periode, hvor myndighederne i alle lande gør, hvad de kan for at holde smitten under kontrol. Den svenske grænselukning vil berøre mange danskere, og derfor er vi også i fuld gang med at sikre, at dem, der skal afsted til eller fra Bornholm, kan komme det. Der sættes ekstra kapacitet ind på færgeruten Rønne-Køge. Det betyder, at færgen Povl Anker tirsdag morgen sejler dobbeltfrekvens mellem Rønne og Køge. Samtidig vil færgen Hammershus fortsætte sin normale frekvens for at sikre den mest stabile godstransport. Vi er i tæt dialog med Molslinjen om praktikken omkring dette. Det betyder, at der kan komme ændringer, siger transportminister Benny Engelbrecht og tilføjer:

- Flyselskabet DAT har også bekræftet, at der er yderligere kapacitet, der kan sættes ind på ruten mellem Rønne og København. Samtidig er vi også i dialog med de svenske myndigheder om situationen og mulige undtagelser.

De svenske myndigheder meldte lukningen ud på et pressemøde mandag eftermiddag. Det er meldt ud, at godstransport og pendlere er undtaget fra indrejseforbuddet.