Ministeriet modtager DOT’s redegørelse

Transport- og Boligministeriet har den 28. januar modtaget DOT’s redegørelse om valg af løsning for reform af pensionisttakster. DOT har lyttet til kritikken og vil inddrage ældre- og handicaporganisationerne i det videre arbejde med at udarbejde en ny model.

Blandet trafik med bus, bil og fodgænger
Foto: Ulrik Jantzen

30. januar 2020

I redegørelsen beskriver DOT blandt andet rejsemønstre og rabatter for brugere af pensionistkortet i DOT’s område, DOT’s overvejelser om prissætning og passagerkonsekvenser af den fremlagte reform samt overvejelser om øvrige løsninger, der har været overvejet.

DOT fremlægger ikke en ny løsning i redegørelsen, men lægger op til en indfasningsmodel og en udskydelse af ikrafttrædelse til januar 2021.

Derudover giver DOT i redegørelsen udtryk for, at de i den kommende proces for udarbejdelsen af den endelige model vil inddrage ældre- og handicaporganisationerne.

- Jeg er glad for, at DOT har lyttet til den kritik, der har været af det oprindelige forslag til en pensionistreform, hvor mange pensionister kunne se frem til gevaldige prisstigninger. Jeg synes, at det er rigtig positivt, at DOT nu vil gå i dialog med ældre- og handicaporganisationerne forud for fastlæggelse af en endelig løsning, siger transportminister Benny Engelbrecht.

DOT anviser også en række punkter, som skal sætte rammerne for det videre arbejde. DOT beder om ministeriets stillingtagen til disse, som fremgår af nedenstående notat.

Læs notatet

pdf

Notat til DOT om redegørelse

0,07 MB Download