Flere rejsende i den kollektive transport

Med den yderligere gradvise genåbning af landet forventes flere rejsende i den kollektive transport. De rejsende opfordres fortsat til at vise hensyn og så vidt muligt rejse uden for myldretiden. De nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om forebyggelse af smittespredning indebærer, at trafikvirksomhederne får mulighed for at anvende mere af kapaciteten i bussen og toget.

Mylder på perron

14. maj 2020

Med aftalen af 7. maj om anden fase af en kontrolleret genåbning forventes flere passagerer i den kollektive transport, særligt i myldretiderne om morgenen og eftermiddagen.

Den kollektive transport har kørt med stort set normal drift siden genåbningens første fase efter påske. Det har været for at sikre mulighed for afstand mellem passagererne. Alt materiel er dermed i praksis sat ind.

Sundhedsstyrelsen er den 10. maj kommet med nye sundhedsfaglige anbefalinger om forebyggelse af smittespredning. Anbefalingerne betyder, at afstandskravet sænkes, og der er større fokus på god hygiejne.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder fysisk afstand på 1 meter og især undgår at være tæt, hvis man er ansigt-til-ansigt. Der kan være en række situationer, hvor det – også over længere tidsrum – ikke er muligt at sikre mindst 1 meters afstand mellem personer. Det kan f.eks. være siddende transport over længere afstande i bus, tog eller fly, hvor sædeindretningen ikke muliggør at 1 meters afstand overholdes. I sådanne situationer anbefaler Sundhedsstyrelsen, at passagererne sidder med ansigtet i samme retning, og uden ansigt-til-ansigt kontakt under 1 meter.

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at man medbringer hånddesinfektion eller vådservietter, når man færdes blandt mange mennesker og på steder med mange kontaktpunkter, fx i den kollektive transport.

De sundhedsfaglige anbefalinger indebærer, at trafikvirksomhederne får bedre mulighed for at anvende kapaciteten i den kollektive transport. Det kan både handle om at anvende en større del af sædekapaciteten, så der bliver plads til flere rejsende i bussen og i toget, og at overveje igen at tillade indstigning ad fordøren i busserne.

- Det er et fælles ansvar for trafikvirksomhederne, kunderne og arbejdspladserne, at vi kan få den kollektive transport til at fungere effektivt og sundhedsmæssigt forsvarligt nu, hvor vi igen regner med, at der kommer flere passagerer, siger transportminister Benny Engelbrecht.

- Vi skal stadig holde afstand til hinanden – anbefalingen lyder på 1 meter. Det er trafikvirksomhedernes opgave at anvende den kollektive trafiks kapacitet, som de finder mest hensigtsmæssigt inden for rammerne af de sundhedsfaglige anbefalinger. Samtidig skal de rejsende blive ved med at tage hensyn til hinanden, tilføjer han og fortsætter:

- Hvis det er muligt, er det en god ide at tage cyklen på de kortere ture og undgå at rejse i myldretiden. Det er også vigtigt, at arbejdspladserne fortsat bidrager til at sprede trafikken over dagen gennem fleksible møde- og gåtider.

De generelle opfordringer til personer, der rejser med kollektiv transport gælder fortsat:

1. Gå eller tag cyklen ved kortere ture
Skal du blot en kort tur, overvej da, om det er muligt for dig at cykle eller gå. På den måde undgår du tæt kontakt under transporten, og du giver andre rejsende – som ikke har samme mulighed – bedre plads i den offentlige transport.

2. Rejs uden for myldretiden
I myldretiden kan passagerne i den offentlige transport komme ud for at skulle stå særligt tæt, fx i busser, tog og metro. Overvej, om du har mulighed for at rejse uden for myldretiden, ved fx at flytte din aftale eller møde lidt tidligere eller senere på arbejdspladsen.

3. Vis hensyn til andre rejsende
Host og nys ikke i retningen af dine medrejsende. Skal du hoste eller nyse, gør det da i dit ærme eller i et engangslommetørklæde. Vær særlig opmærksom på ikke at hoste eller nyse i nærheden af ældre medrejsende.

4. Husk den gode håndhygiejne
Når du rejser med offentlig transport, er det ofte nødvendigt at holde fast for at holde balancen. God og grundig håndhygiejne er effektivt ift. forebyggelse af coronavirus. Vær derfor opmærksom på dette, når du er eller har været i direkte kontakt med de fælles berøringsflader (håndtag, stopknapper m.v.) med andre rejsende.

5. Rejs ikke med offentlig transport, hvis du er syg, eller formoder at være smittet
Er du syg, eller formoder du, at du er smittet, så tag hensyn til andre ved ikke at rejse med offentlige transportmidler. Hvis du lander i lufthavnen fra udlandet og har symptomer på coronavirus/COVID-19 eller formoder at være smittet, skal du tage egen bil hjem.