FN's klimatopmøde stiller skarpt på transporten

Transportminister Benny Engelbrecht deltager i dag i FN's klimatopmøde COP25, hvor transporten for første gang er repræsenteret. Ministeren vil sætte fokus på, hvad der ifølge ham er transportens vigtige fokusområder, når det kommer til klimaudfordringerne.

Foto: Jan Eliassen/Naviair

06. december 2019

For første gang nogensinde er transport en del af FN's klimatopmøde COP25, der bliver holdt i Madrid.

Foruden at mødes med sine transportministerkollegaer deltager transportminister Benny Engelbrecht fredag i en paneldebat om, hvad han ser som de vigtigste fokusområder for klimaforandringer i transporten fremadrettet.

- Når man ser på de globale udledninger, står transport for cirka 25 procent af CO2-udledningen. Derfor er det også positivt, at transportområdet for første gang er repræsenteret under dette års COP25 møde, udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

COP25-mødet er ifølge ministeren en god mulighed for at få talt om og delt erfaringer om, hvordan vi i fællesskab kan sikre den grønne omstilling.
Omstillingen af den nationale såvel som den internationale trafik har brug for løsninger, der kan omstille transportens energiforbrug fra sort fossil energi til vedvarende grøn energi.

- Kan vi få flere lande med på vores ambitiøse klimamål, kan vi dele de mest effektive og billigste løsninger. For eksempel er det ikke vigtigt, om bæredygtigt flybrændstof ender med at blive udviklet i EU eller et andet sted i verden; bare det bliver udviklet, siger ministeren, der ser frem til dagens klimatopmøde.