Analyse peger på veje til samlet mobilitets-app

En netop offentliggjort ekstern analyse viser, at der er mulighed for gavnlige virkninger for både trafikvirksomhedernes bundlinje og det kundevendte produkt, hvis rejsekort- og rejseplansystemet bliver samlet i én digital mobilitetstjeneste.

Genrefoto af vejtrafik
Foto: Ulrik Jantzen

17. december 2019

Med én samlet digital mobilitetstjeneste – en app - skal det i fremtiden være muligt at planlægge og betale sin samlede rejse ét sted.

- En ny app-løsning, som samler rejsekort- og rejseplantilbuddet, vil medføre, at passagererne kan planlægge, booke og betale deres rejse et og samme sted. Derudover vil den kunne tilpasses personlige præferencer eller foreslå alternative rejser ved for eksempel regnvejr, siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:

- Jeg synes, at det vil være en stor gevinst for passagererne at samle rejsekortet og rejseplanen i én app. Jeg ser derfor frem til at følge det videre arbejde hen imod en sådan app-løsning.

En dansk politisk konsensus om digitaliseringens potentiale for den kollektive trafik blev åbenlys, da et enigt Folketing i februar 2019 stemte for en ændring af lov om trafikselskaber med det formål at fremme digitale mobilitetstjenester i Danmark.

Endemålet med digitale mobilitetstjenester er netop at understøtte et mere sammenhængende transportsystem – og gøre den kollektive trafik mere attraktiv at anvende.

Transport- og Boligministeriet har fået foretaget en ekstern analyse af mulige udviklingsspor for videreudviklingen af rejseplan- og rejsekortsystemet hen imod en samlet digital mobilitetstjeneste. Analysens opdrag har været at tilvejebringe en ”fase 1-analyse”, der skitserer mulige spor for den udviklingsopgave hen imod en samlet digital mobilitetstjeneste, som nu ligger foran Rejsekort & Rejseplan A/S.

Resultaterne af analysen peger på muligheden for en positiv business case for alle tre udviklingsspor og et styrket kundevendt produkt.

- Med den gennemførte analyse kan vi træde ind i næste fase, hvor der foran Rejsekort & Rejseplan A/S ligger et spændende arbejde med at vælge og tilrettelægge det konkrete spor for udviklingen, siger transportminister Benny Engelbrecht.